Vi arbejder for større biodiversitet på land
Vi arbejder med mange aspekter af naturen i Rudersdal. Vi følger kommunens biodiversitetsstrategi tæt og ønsker en tæt dialog med kommunen og borgere om bevaring og udvikling af biodiversiteten i kommunen.Naturpleje- og forvaltning
Kommunen har udpeget 16 områder, som skal forvaltes mhp. at øge biodiversiteten. Vi samarbejder med kommunen om at disse områder plejes korrekt og bidrager selv med le-slåning og monitorering af arter. Vi har særligt fokus på lysåbne områder – såvel kommunale som private. Gruppen indgår også gerne i arbejdet med urørt skov.
Et eksempel på at vores indsats gavner, er den fantastisk udvikling i artsrigdom langs Attemosevej, som er sket med aktiv pleje af rabatter og engarealer.
Vil du hjælpe Cathrine og Milli med dette vigtige arbejde har vi altid plads til frivillige der vil svinge en le i efteråret eller som interesserer sig for (at lære mere om) botanik eller insektliv. Har du ideer til områder som kan forvaltes anderledes for at øge biodiversiteten kan du også kontakte os.
Vilde og giftfrie haver
Vi arbejder også for en øget biodiversitet ved at motivere borgere og haveejere til ikke at anvende giftstoffer i haver og på grønne arealer, og samtidig inspirere boligejere til at skabe flere forskellige biotoper omkring deres bolig. Dette gælder uanset om man ejer en parcelhushave eller kolonihave eller om man driver et boligkompleks eller en virksomhed.
Vores sommerfugleambassadør, Margrete udbreder viden om hvordan haver kan omdannes til paradis for sommerfugle og andre insekter. I samarbejde med Vandmiljøgruppen arbejder vi også på at beskytte vores grundvand ved at motivere haveejere, virksomheder og kommunen til at anvende alternative metoder til sprøjtegift.
Har du en forkærlighed for havens natur, bevaring af gamle træer, at skabe mere plads til dyr i bymiljøet eller andet, så er du velkommen til at bringe dine interesser ind i gruppen.
Gruppens medlemmer
Catherine Hart (kontaktperson), catherine98v@gmail.com
Milli Svarre (kontaktperson), millisvarre@gmail.com / Tlf. 7181 7411
Margrethe Herning