Frivillig JOB - Tovholder for affaldsindsamlingen

Gå til indhold

Vil du være tovholder på vores lokale affaldsindsamling i Rudersdal?

Hvert år i april inviterer Danmarks Naturfredningsforening til den store årlige affaldsindsamling, hvor børn og voksne over hele landet går ud og samler affald i naturen. I vores lokalafdeling søger vi en frivillig, der har lyst til at være tovholder og arrangør for vores lokale affaldsindsamling.

Det er en opgave for dig, der kan lide at planlægge, skabe aktivitet og samle mennesker om en god sag – og som synes, det er hyggeligt at stå midt i det hele på dagen og sende glade affaldssamlere afsted og tage imod dem igen.

Hvad går opgaven ud på?
Som tovholder er du den, der får de praktiske ting til at hænge sammen før, under og efter affaldsindsamlingen. Det kan fx være:

  • planlægge, hvilke ruter og områder, hvor der skal samles affald

  • finde gode start- og slutsteder

  • annoncere affaldsindsamlingen og få deltagere med på en god oplevelse

  • rekruttere nogle frivillige hjælpere til selve dagen

  • sørge for, at der er sække og hapsere til deltagerne

  • sørge for forplejning af kaffe og brød/kage også til børnene

  • sende deltagerne godt afsted på ruterne og tage imod dem igen, når de kommer tilbage

  • veje de indsamlede sække og notere resultatet

  • aftale med kommunen, hvor det indsamlede affald kan hentes efter indsamlingen.

Du skal ikke gøre det hele selv. Vi er flere frivillige til at hjælpe dig med planlægningen og på selve dagen, men kan du rekruttere nye er det også velkomment. Vi har allerede et godt samarbejde med biblioteket og har haft aktiviteter på selve dagen med en lokal kunstner. Vi ønsker at kunne involvere lokale skoler, butikker og organisationer, og ser gerne at du kan hjælpe med at gøre affaldsindsamlingen mere synlig.

Vi sørger for udstyret. DN sørger blandt andet for affaldssække, affaldsvægt og betaler forplejningen. Kommunen udlåner affaldshapsere og henter affaldet.

En enkelt dag – eller mere, hvis du har lyst. Den årlige affaldsindsamling ligger i april og er den vigtigste opgave. Hvis du synes, det er sjovt, kan du arrangere affaldsindsamlinger for eksempel én gang i kvartalet. Det er helt op til dig og de andre frivillige, hvor meget I har lyst og tid til.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:

  • kan lide at planlægge, organisere og har overblik over praktiske ting

  • har lyst til at skabe en hyggelig aktivitet for både børn og voksne

  • er god til at motivere andre og ikke er bange for at tage fat og løse de små problemer, der kan dukke op ved et arrangement

  • har lyst til at møde lokale borgere og fortælle om vigtigheden af at fjerne affald fra naturen.

Du behøver ikke have erfaring med affaldsindsamlinger eller vide noget om natur og miljø. Det vigtigste er, at du har lyst til at skabe en god dag for andre – og gøre noget konkret for vores din lokale natur. Du bliver sat godt ind i opgaven af os, så du føler dig godt rustet til opgaven.

En hyggelig dag med synlige resultater
Affaldsindsamlingen er en af de aktiviteter, hvor man virkelig kan se resultatet af sin indsats. På bare nogle få timer kan børn og voksne samle store mængder affald fra naturen – samtidig med at de får en hyggelig dag sammen og møder andre, der også gerne vil passe på vores lokale natur. Det er ret tilfredsstillende at stå til sidst med en bunke fyldte sække og vide: “Det her har vi gjort sammen.”

Du bliver en del af vores uformelle og hyggelige lokalafdeling, hvor vi hjælper hinanden og ikke forventer, at én person skal kunne eller gøre alting alene.

Har du lyst til at være med?
Hvis du har lyst til at stå i spidsen for vores lokale affaldsindsamling, så kontakt os for en uforpligtende snak. Vi fortæller dig mere om afdelingen, og hvordan vi arbejder sammen – og sætter dig godt ind i opgaven.

Kontakt næstforperson Jitka Stilund Hansen på rudersdal@dn.dk

Vi glæder os til at høre fra dig🌿

Hvem er DN Rudersdal
Vi er naturens lokale stemme. Gennem et stærkt fællesskab, viden og handling arbejder vi for at beskytte og forbedre naturen, vores vand og fredede områder, styrke biodiversiteten og sætte fokus på klimahandling. Vi inviterer børn og voksne med ud i naturen, deler vores naturbegejstring, og vi kæmper vedholdende for, at naturens interesser bliver hørt – både i den lokale debat og hos de politiske beslutningstagere. Vi er frivillige, og der er også plads til dig.
Sammen skaber vi mere og bedre natur i Rudersdal - vær med til at gøre en forskel.