Seks døde søer i Birkerød – og ingen biodiversitetsplan for Rudersdal
Indlæg sendt til Sjællandske Nyheder/Rudersdal d. 22. juni 2024Link til artikel i Sjællandske Nyheder d. 4. juli 2024 (kræver abonnement)
Link til læserbrevet i Sjællandske Nyheder
Hvad hænger kloakvand sammen med biodiversitet i Rudersdal kommune? Læs videre for at få svar på det – og flere ting at undre dig over.
At vores kloakvand kommer frem til rensningsanlægget, afhænger af pumper i kloaksystemet. Når en sådan pumpe går i stykker, har forsyningsselskabet alarmsystemer så kloakvand ikke løber tilbage i folks afløb og oversvømmer deres huse med afføring og spildevand. I Birkerød ved Hestkøb allé/Birkerød Park skete i foråret netop dét, at en pumpestation svigtede og kloakrørene stoppede til. Af uvisse årsager alarmeredes Novafos ikke! Kloakvandet blev automatisk ledt over i andre rør, beregnet til at aflede regnvand. Regnvand fra disse rør ledes gennem et sandfilter og derefter ud i 6 søer og vandhuller ved Furesø Golfklubs baneanlæg. Golfklubben har gennem mange år naturplejet området, hvilket har resulteret i vandmiljø af fin økologisk kvalitet med tilhørende rig fauna af frøer, insekter og fugle.
Igennem adskillige uger løb kloakvand (toiletskyl…) nu urenset ud i småsøerne, slog alt liv ihjel og ødelage års naturplejeindsats. Forurening strakte sig videre til Hesselbækken, som ender i Furesøen. Der forestår nu et kæmpe oprensning- og naturgenopretningssarbejde for kommunen og Novafos med store omkostninger for borgerne.
At 6 søer - alle særligt beskyttet §3 natur - og et naturskønt område er ødelagt, afføder selvfølgelig flere spørgsmål udover, hvorfor kloakovervågningen svigtede?
Danmarks Naturfredningsforening har tidligere gennem kommunens Grønne Råd stillet forslag om at udvælge visse søer og vandløb til ekstra beskyttelse for at sikre i al fald nogle områder af høj økologisk standard. Hvordan kan et sådant forslag overhovedet få gang på jorden, når kommunen og Novafos ikke kan passe på de få søer og vandløb, som har en rimelig økologisk tilstand?
Den regnvandsseparering, som om et års tid går i gang, er rammesat til at være afsluttet i 2040´erne. Det betyder at kloakoverløb i årtier endnu kan deponere store mængder forurening i vores søer og forpurrer vandmiljøplaner. Hvordan forholder vi beboere i kommunen os til den viden og den kontinuerlige forurening af den omgivende natur?
Desuden er arbejdet med Rudersdal kommunes samlede Natur- og Biodiversitetsplan skrinlagt da formålet ”skal genbesøges” af Klima- og Miljøudvalget. Så hvordan vil en kommune, der bliver mere og mere fattig på den ”blå” biodiversitet, vende den udvikling uden en helhjertet og effektiv indsats? En indsats, hvor både Novafos, kommune og borgere inddrages.
Lige nu tager vi kvælertag på vores natur i søer og vandløb - den “blå” natur gisper efter vejret.
Jitka Stilund Hansen, DN Rudersdal