Bemærkninger til "Forslag til Planstrategi 2024"
"Forslag til planstrategi 2024" er et bærende dokument for kommunens ønskede udvikling i de kommende (4) år og skal fastlægge især de fysiske rammer for udviklingen. Opstillingen af en planstrategi er et formelt krav iht. planlovgivningen, men skal også være et reelt, politisk og fagligt arbejdsgrundlag.Vi i DN Rudersdal har gennemgået forslaget og har en række bemærkninger og forslag til de 3 temaer. Vores bemærkninger og forslag fremgår af de vedhæftede 3 dokumenter.
Mht. temaet om Det gode hverdagsliv har vi ikke anledning til bemærkninger.
Overordnet noterer vi os, at "Rudersdal skal fastholdes og udvikles som Danmarks grønneste kommune" - et udsagn, som vi selvsagt kun kan være glade for. Vi vil også gerne kvittere for, at eksisterende afgrænsninger mellem by- og landzone vil blive fastholdt, for at kommunen vil skærpe retningslinjerne for byggeri i landzone, for at kommunen vil arbejde for oprettelse af grundvandsparker og for at der skal være mere vand i det åbne land.
Samtidig er vi af den opfattelse, at der på mange punkter er alt for lang vej fra plan til handling og resultat , især hvad angår søer, vandløb og kystnære områder.
Det er vores opfattelse, at planstrategiens opdeling i (4) temaer, har ført til en form for "faglig kassetænkning", med det resultat, at den proklamerede "bæredygtig udvikling i alle henseender" bliver overordentlig svær at realisere inden for en overskuelig tidshorisont.
Klimaændringerne og krisen for biodiversiteten er realiteter nu - som stiller krav om handling nu.
Med venlig hilsen
For DN Rudersdal
Karsten Ive